Beregn din gældsfaktor

Sidst opdateret: 28. februar 2023
gældsfaktor
Hvad er gældsfaktor?
Gældsfaktor er en betegnelse for din samlede gæld sammenlignet med den årlige bruttoindkomst for din husstand. Gældsfaktoren benyttes af banker til at vurdere din økonomi, inden du bliver tilbudt et lån.

Din gældsfaktor har indflydelse på, om du kan blive godkendt til et lån, og hvor stort et lånebeløb du kan blive godkendt til. Men hvornår er gældsfaktoren for høj, og hvad kan du selv gøre for at sænke din gældsfaktor?

I denne artikel guider vi dig igennem følgende:

Hvad er gældsfaktor?

Gældsfaktor er en betegnelse for din samlede gæld sammenlignet med den årlige bruttoindkomst for din husstand. Gældsfaktor kaldes sommetider også gearing.

Skal du søge om et boliglån eksempelvis i forbindelse med forældrekøb eller huskøb, vil du uden tvivl støde på begrebet gældsfaktor. Det skyldes, at din gældsfaktor har indflydelse på, om du kan blive godkendt til et lån, og hvor stort et beløb du kan blive godkendt til at låne.

Gældsfaktoren benyttes dermed af banker til at vurdere din økonomi.

Beregn din gældsfaktor

Når du skal beregne din gældsfaktor, skal du dividere din samlede gæld med din årlige bruttoindkomst – altså din samlede indkomst inden skat.

gældsfaktor

Søger du om et lån sammen med din samlever, skal I tage udgangspunkt i jeres samlede økonomiske situation. Har I eksempelvis hver især lån, som løber op i en samlet gæld på 1,5 mio. kr., samt en årlig bruttoindkomst i husstanden på 750.000 kr., ser regnestykket således ud:

1.500.000 / 750.000 = 2

Gældsfaktoren ligger dermed på 2,0.

Vil du beregne din egen gældsfaktor, skal du derfor have styr på:

  1. Din bruttoindkomst
  2. Din samlede gæld

Hvad er bruttoindkomst?

I beregningen tages der med bruttoindkomst udgangspunkt i alle indtægter, der vurderes som stabile.

Det dækker over både lønindkomst, dagpenge, kontanthjælp og anden overførselsindkomst, pension og SU. På samme måde vil boligsikring, børnebidrag, børnepenge og ægtefællebidrag også tælles med i din bruttoindkomst, da det anses som en stabil indtægtskilde.

Ofte vil renteindtægter og andre kapitalindkomster også medregnes, hvis de vurderes til at være stabile over en årrække.

Hvad er husstandens samlede gæld?

I beregningen kigges der på din samlede gæld, og det er dermed ikke kun større lån såsom boliglån, der inkluderes.

I stedet er al gæld omfattet, hvilket eksempelvis også dækker over studiegæld fra SU-lån eller anfordringslån, som ikke afvikles. Et billån vil også indgå i beregningen, hvorimod en leaset bil ikke indgår.

Hvad er en god gældsfaktor?

Gældsfaktoren inddeles i fem kategorier, som spænder mellem lav og meget høj:

  • 0 – 2,5: Lav
  • 2,5 – 3,5: Medium
  • 3,5 – 4: Medium til høj
  • 4 – 5,5: Høj
  • 5,5 +: Meget høj

Gældsfaktor over 4

Det er forskelligt fra bank til bank, hvad de anser som en for høj gældsfaktor. Er den imidlertid placeret over 4, vil bankerne typisk vurdere dig som usikker at låne penge til, og der er derfor en risiko for, at du ikke bliver godkendt til et lån.

Gældsfaktoren fungerer dermed som en parameter for, om du kan blive tilbudt et lån baseret på din økonomiske situation. En tommelfingerregel er, at du bør kunne blive godkendt til et lån, hvis du er placeret omkring 3,5 eller lavere.

Gældsfaktor som pensionist

I 2022 har Finanstilsynet udgivet en vejledning til bank- og finansinstitutter. Her anbefaler de, at gældsfaktoren for pensionister reduceres til 2 i forbindelse med optagelse af boliglån, hvilket er en betydeligt lavere gældsfaktor end de fleste banker godtager i forbindelse med optagelse af gæld.

Det er dog stadig op til de enkelte banker, hvor høj en gældsfaktor de godtager. Det kan derfor godt lade sig gøre at låne penge som pensionist, selvom din gældsfaktor er højere end 2.

Uanset om du er 30 år eller 65 år, vil der typisk ikke være forskel på den kreditvurdering, der foretages, når du ansøger om et forbrugslån. Du kan derfor med fordel søge om et lån til pensionister, hvis du har brug for flere penge mellem hænderne til planlagte eller uforudsete udgifter.

Kan jeg blive godkendt til lån?

Selvom din gældsfaktor har en stor betydning for din samlede kreditvurdering, vurderer bankerne din økonomi ud fra en række parametre:

  • Rådighedsbeløb og formue: Bankerne kigger også på dit rådighedsbeløb og din eventuelle formue, når de vurderer din økonomi. Har du et stort rådighedsbeløb eller en større formue ved siden af din indkomst, kan du muligvis blive godkendt til et lån, selvom du har en høj gældsfaktor.
  • Værdier: Når banken vurderer din økonomi, kigger de også på, hvad du har af værdier såsom fast ejendom. Det er eksempelvis udbredt, at du har en højere gældsfaktor, hvis du er bosat i en større by, da boligpriserne typisk er højere her sammenlignet med resten af landet.

Om du bliver godkendt til et lån, afhænger også af, hvor stort et lånebeløb du søger om. Ofte vil en låneudbyders kreditvurdering være minde dybdegående, des lavere lånebeløb du søger om. På den måde kan der være forskel på at søge et lån på 100.000 kr. og et lån på 500.000 kr.

En samlet vurdering af din økonomi

Foruden gældsfaktoren anvender banker og realkreditinstitutter ofte en kreditvurdering til at vurdere, hvor sandsynligt det er, at du vil kunne tilbagebetale et bank- eller realkreditlån. Kreditvurderingen fungerer dermed som en form for risikovurdering af dig som låntager og debitor, da banken som kreditor skal vurdere, om du vil være i stand til at betale din gæld.

Ved en kreditvurdering kigger bankerne blandt andet på:

  • Din indtægts størrelse og stabilitet.
  • Dine faste udgifter og rådighedsbeløb.
  • Din betalingshistorik og eventuel misligholdt gæld.
  • Dine personlige forhold og livssituationer som alder og uddannelsesniveau.

Nedbring din gældsfaktor

Bliver du afvist i din låneansøgning, fordi din gældsfaktor er for høj, kan du arbejde på at nedbringe den. Du kan nedbringe den, ved at:

  1. Nedbringe din gæld
  2. Øge din bruttoindkomst eller rådighedsbeløb

Nedbring din gæld

I takt med at du betaler af på dit lån, vil du få nedbragt din gæld. Ønsker du at nedbringe din gæld hurtigere, er der nogle ting, du selv kan gøre for at få styr på din gæld:

  • Få overblik over din gæld: Du kan med fordel starte med at beregne din restgæld og danne dig et samlet billede af, hvor meget af din gæld du endnu mangler at betale.
  • Større afbetaling til gæld: Kan du sætte flere penge af til afbetaling af gæld hver måned, vil du hurtigere kunne betale dit lån ud.
  • Saml dine lån: Består din gæld af flere lån, kan du søge om at samle dine lån i et samlelån. Ved at samle din gæld et sted, skal du kun betale renter og gebyrer ved én låneudbyder, og dermed sparer du penge på dine renteudgifter.

Vil du gerne vide, hvornår du er gældfri? Du kan med fordel gøre brug af en gældsberegner, til at regne ud, hvornår du har betalt hele din gæld.

Øg din bruttoindkomst eller dit rådighedsbeløb

Selvom du formentlig ikke kan gøre så meget for at ændre din bruttoindkomst lige med det samme, kan du med nogle ændringer i dit budget øge dit rådighedsbeløb. Et større rådighedsbeløb kan være en bidragende faktor til, at banken vil vurdere din økonomi på ny.

Du kan nemt omlægge dit budget med et budgetskema. Her kan du få overblik over, hvilke udgifter du har, og hvor i dit budget du eventuelt kan skære ned, spare penge og dermed øge dit rådighedsbeløb.

Søger du om lån sammen med en anden person, skal I tage højde for jeres samlede økonomiske situation, når I beregner jeres gældsfaktor, og I kan derfor med fordel gøre brug af et husholdningsbudget.

Del på: