Hvad skal en slutseddel indeholde?
- Hvad er en slutseddel?
- Slutseddel ved forhandler og privat handel
- Slutseddel ved køb af bil
- Slutseddel ved salg af bil
- Hvad skal en slutseddel indeholde?
- Detaljer om handlen
- Køretøjets oplysninger
- Køretøjets stand, ændringer og eventuel garanti
- Fejl på slutseddel
- Opsummeret: Hvad skal en slutseddel indeholde?
En slutseddel fungerer som en juridisk bindende aftale i forbindelse med køb og salg af et køretøj. Med en slutseddel kan du derfor undgå tvivl og uenighed om købsaftalen. Men hvad skal en slutseddel egentlig indeholde?
I denne artikel guider vi dig igennem:
- Hvad er en slutseddel?
- Slutseddel ved forhandler og privat handel
- Slutseddel ved køb af bil
- Slutseddel ved salg af bil
- Hvad skal en slutseddel indeholde?
- Detaljer om handlen
- Køretøjets oplysninger
- Køretøjets stand, ændringer og eventuel garanti
- Fejl på slutseddel
- Opsummeret: Hvad skal en slutseddel indeholde?
Hvad er en slutseddel?
En slutseddel er et dokument, der først og fremmest bekræfter køb eller salg af et køretøj. På den måde fungerer slutsedlen som en juridisk aftale mellem køber og sælger af bilen.
Det kan være svært at bevise mundtlige aftaler mellem køber og sælger. Skulle der opstå tvivl eller uenighed om, hvad der er blevet aftalt, er det derfor en fordel at have aftalen på skrift i form af en slutseddel. Med en slutseddel kan du dermed undgå uenighed om købsaftalen.
En slutseddel bør altid indeholde salgspris, bilens stand og hvornår bilen skal overdrages. Derudover bør bilens detaljer, eventuel garantiperiode og øvrige aftaler mellem køber og sælger være at finde på din slutseddel.
Har du fundet en bil, du ønsker at købe, bør du sætte dig ind i, hvad en slutseddel helt præcist skal indeholde.
Slutseddel ved forhandler og privat handel
Når du køber en bil, skal du have en slutseddel med ved købet, uanset om købet foregår gennem en bilforhandler eller ved salg af bil privat. Slutsedlen skal desuden anvendes ved alle former for køb og salg af køretøjer – herunder biler, motorcykler, campingvogne og trailere.
Køber du en bil ved en forhandler, har bilforhandleren som udgangspunkt udformet sin egen slutseddel. Køber du en bil gennem en privat handel, kan I udarbejde slutsedlen i fællesskab. Uanset om du køber bilen ved en bilforhandler eller gennem en privat bilhandel, skal du sørge for, at alle nødvendige punkter er dækket i slutsedlen.
Er det dit første bilkøb, kan du med fordel få slutsedlen læst igennem af en tredjepart, inden du underskriver den, da købet ikke kan fortrydes, når slutsedlen er underskrevet.
Slutseddel ved køb af bil
Uanset om du vil købe en brugt bil eller en ny bil, skal du have en slutseddel med ved køb. Det er typisk sælger, som står for at udfylde slutsedlen i en bilhandel. Som køber bør du derfor tjekke, at al relevant information er angivet på slutsedlen.
Har du indgået aftaler med bilens sælger, såsom at fejl og mangler skal udbedres eller ekstraudstyr tilføjes, inden du overtager bilen, skal det være angivet i slutsedlen. Når du først har underskrevet slutsedlen, kan købet nemlig ikke fortrydes.
Medmindre andet aftales og angives i slutsedlen, er det i en brugtbilhandel dit ansvar som køber at sørge for, at den brugte bil omregistreres inden for fire hverdage efter købet.
Selvom sælger har pligt til at oplyse om eventuelle fejl og mangler i forbindelse med en bilhandel, er det altid en god idé at tjekke, om de oplysninger, der er angivet på slutsedlen, er korrekte. Mange af oplysningerne kan du tjekke ved at søge på bilens nummerplade eller stelnummer i Bilbogen.
Når du laver et biltjek, kan du finde oplysninger om:
- Bilens kilometertal
- Restgæld og pant i bilen
- Synsrapport og dato for syn
Slutseddel ved salg af bil
Som sælger har du pligt til at oplyse om eventuelle fejl og mangler i køretøjet. Er der fejl og mangler i bilen, bør du derfor skrive dem ind i slutsedlen.
Sælger du en brugt bil gennem en privat handel, har du dog også selv en interesse i, hvad der er angivet i slutsedlen. Som sælger betaler du nemlig afgifter og forsikringer på køretøjet, indtil bilen omregistreres til køber.
Medmindre andet er aftalt, er det ved brugtbilhandel bilens køber, som er ansvarlig for, at bilen omregistreres inden for fire hverdage efter købet. Det anbefales dog, at køber og sælger omregistrerer bilen i fællesskab, inden bilen overdrages. Som sælger bør du desuden sikre dig, at køber har betalt købesummen, inden du overdrager bilen.
Vil du tjekke, om bilen er blevet omregistreret, kan du gøre det gennem Motorregistret på Skats hjemmeside, hvor du kan se dine aktuelle og tidligere køretøjer.
Hvad skal en slutseddel indeholde?
En slutseddel er en skriftlig købsaftale, som især er fordelagtig, hvis der opstår tvivl eller uenighed om detaljerne for handlen. Derfor bør en slutseddel indeholde alle de oplysninger, som kan være relevante i forbindelse med køb og salg af et køretøj.
Først og fremmest skal en slutseddel indeholde navn, adresse og CPR-nummer på både køber og sælger af køretøjet. Derudover bør slutsedlen indeholde:
- Detaljer om handlen
- Køretøjets oplysninger
- Stand, ændringer og eventuel garanti
Endeligt skal en slutseddel være underskrevet af både køber og sælger.
Detaljer om handlen
Alle detaljer for handlen bør angives i en slutseddel, herunder bilens salgspris, betalingstidspunkt og kvittering for betaling. Har du aftalt en afdragsordning med køber eller sælger, bør omstændighederne omkring aftalen beskrives udførligt i slutsedlen.
Er der restgæld eller pant i bilen, bør det også fremgå af slutsedlen, ligesom det bør fremgå, hvis I har aftalt, at restgæld betales og pant slettes, inden køber overtager bilen.
Omstændigheder for overdragelse af bil og nøgler bør desuden fremgå af slutsedlen. Hvem der er ansvarlig for at omregistrere eller afmelde køretøjet, og hvem der betaler udgifterne i forbindelse med omregistrering eller afmelding bør også angives i slutsedlen.
Køretøjets oplysninger
En slutseddel skal indeholde bilens oplysninger som indregistreringsnummer og stelnummer, bilens alder, samt mærke, model type, model år og motorstørrelse. Derudover bør dato for seneste syn af bil, samt hvor mange kilometer bilen har kørt, angives.
Følger der udstyr med bilen, bør det fremgå af slutsedlen, ligesom det bør fremgå, hvor mange sæt nøgler der følger med bilen. Sælger har desuden pligt til at oplyse, hvis køretøjet tidligere har haft større skader, som kan påvirke bilens sikkerhed, drift og værdi.
Bilens kilometertal skal også angives i slutsedlen. Desværre oplever mange, at der snydes med bilens kilometertal. Det er derfor en god idé at tjekke, om det angivne kilometertal er korrekt. Det kan du gøre ved at sammenligne med tidligere synsrapporter, som kan hentes gennem et biltjek i Bilbogen.
Køretøjets stand, ændringer og eventuel garanti
Det bør angives i slutsedlen, hvilken stand køretøjet er i. Det betyder, at det bør oplyses, hvis bilen har gennemgået større reparationer, omlakering, fået skiftet motor og om den er behandlet med rustbeskyttelse.
Det betyder også, at det bør angives, hvis bilen har defekter og mangler, eller hvis der er udført konstruktive ændringer på bilen. Konstruktive ændringer dækker over ændringer ved styretøj, bremser, motor, hjul, fjedre, karrosseri, eller hvis der er udført chiptuning på bilen.
Skal bilen til kontrol eller have foretaget udbedringer inden overtagelse, skal det angives i slutsedlen. I den forbindelse bør det også angives, hvem der hæfter økonomisk, og hvem der skal stå for det praktiske i en udbedring.
Også eventuel garanti som fabriksgaranti, kilometergaranti eller lakgaranti bør angives i bilens slutseddel.
Fejl på slutseddel
Det kan have store konsekvenser, hvis der er fejl og mangler i slutsedlen. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at de oplysninger, der er angivet på slutsedlen, er korrekte. Skal du som bilens nye ejer på et tidspunkt videresælge bilen, kan du nemlig blive stillet til ansvar for eventuelle fejl og uoverensstemmelser.
Er der fejl i angivelsen af bilens antal kørte kilometer, kan det ligeledes have økonomiske konsekvenser for dig, idet det kan påvirke, hvor meget du fremadrettet skal betale i grøn ejerafgift.
Hyppige fejl på slutseddel
Det er ikke sjældent, at der, tilsigtet eller utilsigtet, er angivet fejl i slutsedlen. Nogle af de mest hyppige fejl du bør være særlig opmærksom på, er:
- Restgæld: En udbredt mangel i slutsedlen handler om restgæld i bilen. Heldigvis kan du hurtigt tjekke, om der er restgæld ved at søge på bilens nummerplade eller stelnummer i Bilbogen. Er der restgæld i bilen, bør det i slutsedlen angives, hvad der skal ske med restgælden, inden bilen overdrages.
- Kilometertal: Du bør være særlig opmærksom på, om bilens kilometertal er angivet korrekt. Her kan du tjekke bilens tidligere synsrapporter og sammenligne de angivne kilometertal.
- Seneste syn: En anden hyppig fejl på slutseddel er manglende oplysning om tidligere syn, hvilket kan skyldes, at sælger har overskredet frist for seneste syn. Du bør derfor sikre dig, at bilen har været til syn, inden du skriver under på slutsedlen.
- Tidligere skader: Du bør være opmærksom på angivelsen af tidligere skader, da de ikke altid angives på slutsedlen på trods af sælgers oplysningspligt.
- Modeltype- og år: Der kan mangle eller være angivet forkert information omkring bilens model og årgang. Det kan have store konsekvenser for dig både som bilens nye ejer, og hvis du på et tidspunkt skal sælge bilen videre.
Derudover bør du være opmærksom på din reklamationsret. Køber du en bil gennem en privat bilhandel, er du ikke dækket af købeloven. Medmindre andet er aftalt, gælder det derfor typisk, at du som køber ikke har reklamationsret. Køber du derimod en bil ved en bilforhandler, har du altid to års reklamationsret efter købeloven, uanset om der er tale om en ny eller brugt bil.
Opsummeret: Hvad skal en slutseddel indeholde?
En slutseddel skal bekræfte køb eller salg af et køretøj og fungerer på den måde som en juridisk aftale mellem køber og sælger af bilen.
For at undgå uenighed om købsaftalen, bør en slutseddel som minimum altid indeholde salgspris, bilens stand og hvornår bilen skal overdrages.
Eventuel restgæld og pant i bilen skal også altid fremgå af slutsedlen, ligesom det bør fremgå, hvis I har aftalt, at restgæld betales og pant slettes, inden køber overtager bilen.
Det er vigtigt, at der ikke er fejl og mangler i slutsedlen. Du bør derfor være særlig opmærksom på, at de oplysninger, der er angivet på slutsedlen, er korrekte.