Alt du skal vide om depositum

Sidst opdateret: 29. august 2024
Depositum
Hvad er et depositum?
Et depositum er et beløb, du ofte skal betale din udlejer, når du flytter ind i en lejebolig. Beløbet kan blive brugt til istandsættelse af lejemålet, når du flytter ud.

Når du flytter ind i en lejebolig, vil du ofte skulle betale et beløb i depositum til din udlejer. Beløbet skal anvendes til eventuel istandsættelse, når du fraflytter lejemålet.

Men hvor stort et beløb kan udlejer egentlig kræve? Hvad gør du, hvis du ikke kan betale dit depositum, og kan du altid forvente at få hele beløbet tilbage?

I denne artikel guider vi dig igennem følgende:

Hvad er depositum?

Depositum er et beløb, som du ofte bliver opkrævet af din udlejer, når du flytter ind i en lejebolig. Beløbet må ifølge Lejeloven maksimalt udgøre tre måneders husleje.

Depositum fungerer som udlejers sikkerhed, når du fraflytter lejemålet, og kan anvendes i forbindelse med istandsættelse af boligen.

Det er ikke sikkert, at du får hele beløbet tilbage, når du flytter fra lejemålet. Hvor meget, du får tilbage af depositummet afhænger af, hvilken tilstand boligen er i ved fraflytning. Jo bedre stand lejemålet er i, jo større er sandsynligheden for, at du får det indbetalte beløb tilbage, når du flytter.

Er der forskel på indskud og depositum?

Indskud og depositum er begge beløb, som kan opkræves af din udlejer, når du flytter ind i en lejebolig. Der er dog alligevel nogle væsentlige forskelle mellem de to beløb.

Et depositum er først og fremmest et beløb, som du betaler, når du flytter ind i en almindelig lejebolig. Et indskud er derimod et beløb, som du betaler, når du flytter ind i en almen lejebolig.

Derudover bliver beløbet beregnet på forskellige måder. Et depositum fastsættes på baggrund af din månedlige husleje og må maksimalt udgøre tre måneders husleje. Et indskud beregnes derimod på baggrund af bygningens pris og størrelsen på din bolig.

Begge beløb har dog til formål at dække udlejers eventuelle udgifter i forbindelse med istandsættelse, når du fraflytter lejemålet.

Hvad er forskellen på forudbetalt leje og depositum?

Depositum og forudbetalt leje er to separate beløb, som du kan blive opkrævet af din udlejer, når du flytter ind i en lejebolig.

Når du flytter ind i en lejebolig kan du, foruden første måneds husleje, blive opkrævet et depositum svarende til tre måneders husleje og forudbetalt leje svarende til tre måneders husleje. Du kan derfor samlet skulle indbetale, hvad der svarer til syv måneders husleje.

Har du en månedlig husleje på 5.000 kr., kan du dermed blive opkrævet 35.000 kr. ved indflytning i din lejebolig.

Idéen med forudbetalt leje er, at udlejer er sikret husleje indtil opsigelsesperiodens afslutning, selv hvis lejer fraflytter pludseligt uden at betale husleje. Er du som lejer blevet opkrævet tre måneders forudbetalt husleje, betyder det dog også, at du ikke skal betale husleje de sidste tre måneder, du bor i lejemålet.

Skal du betale, hvad der svarer til syv måneders husleje, kan det selvsagt være meget omkostningsfuldt at flytte ind i en lejebolig. Har du ikke mulighed for at finansiere boligens indflytningspris gennem din opsparing, kan det være nødvendigt at tage et lån.

forskellen på depositum og forudbetalt leje.

Eksempel på opkrævning af depositum og forudbetalt leje

Flytter du ind i en almindelig lejebolig, kan du, foruden første måneds husleje, både blive opkrævet depositum og forudbetalt leje.

Har du en månedlig husleje på 6.000 kr., betyder det, at du samlet kan blive opkrævet 42.000 kr. ved indflytning.

Kan jeg tage et lån til depositum?

Et lån til depositum er et almindeligt forbrugslån eller banklån, som du kan bruge til at finansiere depositum og øvrige flytteomkostninger, såsom forudbetalt leje, når du flytter ind i din lejebolig.

Skal du tage et lån som hjælp til at betale flytteomkostninger, bør du indhente og sammenligne lånetilbud fra flere låneudbydere. På den måde kan du være sikker på, at du finder det billigste lån.

Ansøger du om et lån gennem Bankly, indhenter vi lånetilbud for dig hos en række banker.

Når du starter din ansøgning skal du angive, hvor stort et lånebeløb du søger, og hvor lang løbetid du ønsker på dit lån.

Herefter skal vores samarbejdende banker oplyses om din beskæftigelse, nuværende boligsituation, eksisterende gæld, indtægt og rådighedsbeløb. De oplysninger, du angiver, danner grundlaget for den kreditvurdering, der bliver udarbejdet, inden du tilsendes lånetilbud.

Det tager kun et par minutter at indtaste de nødvendige oplysninger, og du modtager ofte de første lånetilbud med det samme.

Vi samler vi alle dine tilsendte lånetilbud i din personlige låneoversigt, hvor du nemt kan danne dig et overblik over dine tilbud, og vælge det billigste lån til depositum.

Du kan starte din ansøgning ved at klikke herunder:

Hvornår får man depositum tilbage?

Du er ikke garanteret at få dit depositum tilbage. Beløbet er nemlig tiltænkt at dække eventuelle udgifter til istandsættelse af lejemålet, når du fraflytter boligen.

Er der skader eller slitage på boligen, vil det indbetalte beløb derfor blive modregnet istandsættelsesomkostningerne. Er lejligheden velholdt, er der dog god mulighed for, at du bør kunne få hele eller størstedelen af dit depositum tilbage.

Medmindre andet er angivet i din lejekontrakt, har udlejer som udgangspunkt 14 dage, fra du afleverer nøglerne, til at fremstille krav om udbedring af mangler. Gør udlejer ikke det, har du krav på at få dit depositum tilbagebetalt.

Gode råd til at sikre dit depositum

Der er som udgangspunkt ingen garanti for, at du får hele dit depositum tilbage, når du fraflytter din lejebolig. Der er dog en række ting, du kan være opmærksom på for at øge sandsynligheden for, at du får en stor del af beløbet tilbage.

For at sikre dig selv bedst muligt, bør du først og fremmest altid afvente en underskrevet lejekontrakt, inden du overfører penge til din udlejer. Du bør desuden undgå at betale beløbet kontant, ligesom du bør modtage en kvittering for det indbetalte beløb.

Inden du overtager nøglerne og flytter ind i din nye lejebolig, skal der afholdes et indflytningssyn, hvor du i fællesskab med udlejer gennemgår boligen for fejl og mangler. Eventuelle fejl og mangler skal noteres i en indflytningsrapport, som danner sammenligningsgrundlaget for lejemålets stand ved fraflytning.

En indflytningsrapport inkluderer som udgangspunkt:

  • Tilstanden af lejemålets maling.
  • Tilstanden af lejemålets gulv og loft.
  • Tilstand af lejemålets vinduer, døre, karme og lister.

Det er desuden en god idé, at du er opmærksom på tilstanden af interiør og hårde hvidevarer i boligen. Det kan eksempelvis være slitage på skabe, ridser på ovn og kogeplade, eller revnede fuger og klinker.

Kan udlejer se ud fra indflytningsrapporten, at der er opstået fejl, mangler eller slitage, mens du har boet i boligen, kan hele eller dele af dit depositum anvendes til udbedring af dette, når du fraflytter.

Der er desuden en række ting, du selv kan gøre for at sikre dit depositum bedst muligt:

  • Dokumentér indflytningssyn: Når der afholdes indflytningssyn, er det en god idé at tage billeder, så du kan sammenligne boligens stand ved fraflytning.
  • Involver ekstern fagperson: Inviter gerne en ekstern fagperson med, når I skal gennemgå lejligheden for fejl og mangler. Personen er ofte bedre klædt på til at lægge mærke til ting, som bør udbedres, inden du flytter ind i boligen.
  • Vær særlig opmærksom, når du flytter ind: Finder du alligevel fejl og mangler efter indflytningsrapporten er udfyldt, skal du oplyse udlejer om det inden for 14 dage fra indflytning.
  • Forbered fraflytningssyn: Sørg for, at lejemålet er ryddet og rengjort grundigt inden fraflytningssyn, da du ellers kan blive pålagt at skulle betale for dette. Ligesom ved indflytningssyn, er det også en god idé at tage billeder af boligen ved fraflytning.
  • Pas på lejemålet: Endeligt er det selvfølgelig en god idé at sørge for, at lejemålet holdes i god stand, mens du bor i det. Her bør du især være opmærksom på at passe på gulve, overflader og interiør, som kan blive slidt ved anvendelse.

Kan udlejer kræve mere af depositum ved fraflytning?

Udlejer kan faktisk godt gøre krav på mere end depositum, hvis lejemålets istandsættelse er dyrere end det indbetalte beløb. Udlejer må dog ikke kræve, at du dækker istandsættelse svarende til mere end den stand, boligen var i, da du flyttede ind.

En normal istandsættelse omfatter typisk maling, tapetsering, hvidtning og sommetider slibning og lakering af gulve. En del af beløbet kan dog også anvendes til at få boligen rengjort, hvis dette ikke er blevet gjort tilstrækkeligt ved fraflytning.

Det er derfor en god idé at lave et udførligt indflytningssyn, hvor du også selv dokumenterer boligens stand ved indflytning.

Hvor længe må udlejer tilbageholde depositum?

Medmindre andet er angivet i din lejekontrakt, har din udlejer som udgangspunkt 14 dage, fra du afleverer nøglerne, til at stille krav om udbedring af mangler i lejeboligen.

Tilbagebetaling af dit depositum skal ske senest halvanden måned efter, at det er blevet opgjort, hvor meget istandsættelsen vil koste.

Opsummeret: Hvad er depositum?

Når du flytter ind i en lejebolig, opkræver udlejer ofte et depositum, som skal anvendes til eventuel istandsættelse, når du fraflytter lejemålet.

Ifølge Lejeloven må beløbet maksimalt udgøre tre måneders husleje. I tillæg kan du dog også blive opkrævet forudbetalt leje, som ligeledes kan udgøre op til tre måneders husleje.

Selvom der ikke er en garanti for, at du får hele beløbet tilbage, når du flytter fra lejeboligen, er der en række ting, du selv kan gøre for at sikre dit depositum bedst muligt.

Det er eksempelvis en god idé at dokumentere boligens stand ved både indflytning og fraflytning, ligesom du aldrig bør overføre penge til udlejer, inden du har modtaget en underskrevet lejekontrakt.

Hvad er et depositum?
Et depositum er et beløb, du ofte bliver opkrævet af din udlejer, når du flytter ind i en almindelig lejebolig.
Hvorfor skal jeg betale depositum?
Depositum har til formål at dække udlejers udgifter i forbindelse med istandsættelse, når du fraflytter lejemålet.
Kan man få sit depositum tilbage?
Depositum skal dække udlejers udgifter i forbindelse med istandsættelse af lejligheden. Hvor stor en del af beløbet, du kan forvente at få retur, afhænger derfor af, hvor meget boligen skal istandsættes, når du fraflytter.
Hvad er forskellen på indskud og depositum?
Den primære forskel mellem de to beløb er, hvilken type bolig du flytter ind i. Flytter du ind i en almindelig lejebolig skal du betale depositum, hvorimod du skal betale indskud, hvis du flytter ind i en almen lejebolig.
Del på: