Undgå negativ rente: Alt du skal vide om negative renter

Sidst opdateret: 30. august 2024
negative renter

Du husker måske den tid, hvor du kunne få tilbudt en pæn indlånsprocent i banken og dermed se din opsparing vokse hvert år? Sådan er det desværre ikke længere.

Nu er det kun en lille håndfuld banker, som ikke har indført negative renter for deres privatkunder, og derfor ser mange bankkunder sig nu om efter bedre alternativer til deres bankindestående – det er nemlig de færreste, som ønsker at tabe penge på at have deres penge stående i banken.

Derfor vil jeg i denne artikel gøre dig klogere på følgende:

Hvad er negativ rente?

Negativ rente er den rente, du skal betale for at have dine penge stående i banken. 

Mange banker kræver, at du skal betale 0,6% af beløb over 250.000 kr. for at have dine penge stående i banken, og derfor ser mange utilfredse bankkunder sig nu om efter bedre alternativer.

Men hvad er negative renter egentlig? Og hvorfor har vi dem?

Det har vi spurgt Rune Thyge Johansen om, som både har arbejdet i Danmarks Nationalbank og Danske Banks makroøkonomianalyse og dertil vandt Danmarks Nationalbanks bachelorpris i 2020 for sin opgave om netop negative renter:

Rune Thyge Johansen

Hvad er negative renter? Og hvorfor har vi dem?
Danmark og resten af den vestlige verden oplever i disse år historisk lave og negative renter på baggrund af en række årsager.

Hvis vi tager det helt store helikopterperspektiv, skyldes de lave renter blandt andet, at befolkningen de sidste 50 år er blevet ældre og derfor gerne vil spare mere op til det stigende antal år på pension. Man kan tænke på renten som prisen på at låne penge, og når der er mange, som gerne vil låne penge ud til andre, hvilket man indirekte gør, når man har opsparing stående i banken, så falder prisen på at låne - altså renten.

En anden årsag til de faldende renter er, at befolkningen er blevet mindre tilbøjelig til at bruge deres penge og til at optage lån, siden finanskrisen ramte os. Samtidigt gav finanskrisen så dybe sår på dansk og international økonomi, at centralbankerne i hele den vestlige verden måtte understøtte økonomierne ved at sætte renterne ned.

Dette gjaldt også Danmarks Nationalbank, da den følger Den Europæiske Centralbank, og derfor har Danmarks Nationalbank haft negative indlånsrenter stort set uafbrudt siden 2012.

Da Nationalbanken er bankernes bank, har bankerne betalt negative renter på deres bankindestående i snart ti år, men det er altså først indenfor de sidste år, at bankerne har valgt at videreføre de negative renter til dig som privatkunde, som i mange år har nydt ”kunstigt” høje renter på indlån og samtidigt lave udlånsrenter.

Hvordan kommer det til at påvirke mig?

De negative renter har både nogle fordele og ulemper, og de kommer derfor til at påvirke dig på flere måder.

Du kan låne billigere end nogensinde før

En af fordelene ved de negative renter er, at du kan låne billigere end nogensinde før og dermed drage stor fordel af den lave rente. Hvis du overvejer at købe bolig, bør du derfor overveje at slå til nu, for det bliver formentlig ikke billigere i den nærmeste fremtid. Til gengæld er boligpriserne også steget gevaldigt over de seneste par år.

Husk den lave risiko ved at have dine penge stående i banken

De fleste ønsker ikke at betale renter for blot at have deres penge liggende i banken, men hvis du ser lidt positivt på det, så er dette faktisk en lav pris at betale for risikoen ved at have penge stående i banken. 

Grundet indskydergarantiordningen er der nemlig ingen risiko for dig som privatkunde at have indestående op til 750.000 kr. stående i banken, og denne tryghed er selvfølgelig også noget værd for dig og din privatøkonomi.

Din opsparing bliver mindre værd

Din opsparing bliver mindre og mindre værd, hvis du lader den stå i banken, da du både skal betale negative renter for dit indestående, og samtidig har inflationen også en negativ effekt på din opsparing.

Den negative rente er dog på nuværende tidspunkt blot 0,6% hos de fleste banker, og da bankerne typisk først trækker negative renter på beløb over 250.000, skal du altså blot betale 600 kr. om året per yderligere 100.000 kr., du har stående.

Langt de fleste økonomiske eksperter anbefaler dog, at du har mellem 3 og 6 måneders løn i en nødopsparing, og derfor har du slet ikke brug for at have så mange penge stående i banken – medmindre du eksempelvis skal til at købe bolig og derfor skal bruge en større sum penge.

Som du kan se i grafen herunder, så har renten har været faldende over de seneste år, og flere eksperter forudser, at den forbliver negativ over de kommende år. 

Negative renter på dit indestående i banken er altså noget, du skal vænne dig til, og derfor bør du se på andre alternativer end blot at lade dine penge stå i banken, hvis du ønsker at få mere ud af dine penge. 

Vi har samlet nogle tips til dig længere nede i artiklen.

Banker uden negativ rente: En komplet liste

Du er måske en af de mange bankkunder, der nu skal betale en negativ rente på dit indestående i banken og derfor leder efter en anden bank, som tilbyder positive renter.

Her må jeg dog desværre skuffe dig fælt, for dem er der ikke mange af.

I oversigten herunder kan du se alle bankers grænse for, hvornår der bliver trukket negative renter, og hvad den negative rente lyder på.

Du kan sortere i tabellen ved at klikke på de øverste kolonner eller søge efter en specifik bank i søgefeltet øverst i tabellen.

Hvilke banker har ikke negativ rente?

Som du kan se, er der blot nogle ganske få banker uden negativ rente. Før du beslutter dig for at skifte til en af disse banker, bør du dog overveje, om det er det værd at skifte bank blot for at opnå en smule højere rente. 

Banker uden negativ rente:

  • Santander Consumer Bank (lukket for oprettelse)
  • Basis Bank (lukket for oprettelse)
  • Bank Norwegian (lukket for oprettelse)
  • Ikano Bank (lukket for oprettelse)
  • Stadil Sparekasse
  • Frørup Andelskasse
  • Lunar (0,5% på de første 50.000 kr. og 0% fra 50.000 til 250.000 kr. – derefter bliver der trukket negative renter)
  • Facit Bank (60 måneders binding)

Her kan Lunar fremhæves, da du ikke behøver at have din NemKonto hos dem for at få tilbudt deres positive rente. Mange benytter derfor Lunar som en sekundær bank, hvor de kan opbevare dele af deres opsparing.

Negative renter i Nordea

Nordea var en af de allerførste banker, som indførte negative renter for privatkunder helt tilbage i 2019, hvor de dengang krævede -0,75% på indestående over 750.000 kr.

Sidenhen har de dog ændret renten og grænsen, og derfor ser de nu således ud:

Konto:Indestående over:Rente:
Privatkonti100.000 kr.-0,6%
Pensionskonti100.000 kr.-0,6%
Selskabskunder0 kr.-0,6%

Negative renter i Nykredit

Nykredit har ligeledes indført negativ rente for deres privatkunder og ændret grænsen flere gange. Efter d. 1. juli ser deres rente og grænse derfor således ud:

Konto:Indestående over:Rente:
Indlånskonti for privatkunder100.000 kr.-0,6%
Erhvervskunder100.000 kr.-0,6%

Negative renter i Jyske Bank

Jyske Bank indførte negativ rente for privatkunder som den første bank i Danmark. Først skulle du dog have flere millioner stående på kontoen, før du skulle betale en negativ rente, men grænsen – og den negative rente – har de dog ændret flere gange.

Hvis du ikke har en NemKonto i banken, skal du betale negative renter af hele dit indestående, mens grænsen for helkunder lyder som følger:

Konto:Indestående over:Rente:
Egen privatkonti100.000 kr.0,6%
Privatkonti med en anden person200.000 kr.0,6%
Pensionskonti0 kr.0,6%
Erhvervskonti0 kr.0,6%

Negative renter i Danske Bank

Danske Bank indførte negativ rente for første gang i juni 2020 på trods af, de meldte ud i februar måned, at de ikke ville indføre negative renter i den nærmeste fremtid. 

Hvis du ikke har NemKonto i banken, skal du betale negative renter for beløb over 50.000 kr. – hvis du dog har en NemKonto i banken er grænsen:

Konto:Indestående over:Rente:
Privatkunde100.000 kr.-0,6%
Erhvervskonti0 kr.-0,6%

Negative renter i Coop Bank

Coop Bank fulgte trop og indførte negative renter i 2020, og deres grænse lyder på:

Konto:Indestående over:Rente:
Kunder med NemKonto250.000 kr.-0,6%
Kunder uden NemKonto0 kr.-0,6%

Undgå negativ rente: Hvordan gør jeg?

Hvis du gerne vil undgå at skulle betale negative renter, men ikke ønsker at skifte bank, har du nogle muligheder for at få mere ud af dine penge.

4 tips til at undgå negative renter

Hvis du gerne vil undgå at skulle betale negative renter, men ikke ønsker at skifte bank, har du nogle muligheder for at få mere ud af dine penge.

Invester dine penge

Det er langt de færreste danskere, der har brug for at have over 250.000 kr. liggende i banken, og derfor kan det være en rigtig god idé at investere dine penge i stedet for at betale negative renter til banken. 

Hvis du ønsker et større afkast på dit bankindestående, kan du altså overveje at investere dine penge i aktier, fonde, ejendomme eller andre investeringsmuligheder.

Du bør dog være opmærksom på, at der selvfølgelig er en større risiko ved at investere dine penge i stedet for at lade dem stå i banken, og derfor bør du have dette med i dine overvejelser, inden du beslutter dig for at investere din opsparing.

Læg dem i en pensionsordning

Hvis du gerne vil undgå at betale negative renter, har du også muligheden for at lægge nogle ekstra penge i din pensionsordning. Dermed vil dine penge nemlig stå til en langt bedre forrentning, end hvis du skal betale negative renter af dem.

Betal af på gæld

Du kan slå to fluer med et smæk, hvis du vælger at afbetale din eksisterende gæld med nogle penge, som alligevel blot står og trækker negative renter i banken. Hvis du dertil betaler af på flere lån på samme tid, kan du med fordel tage et samlelån og dermed spare en del renteomkostninger hver måned.

Renover din bolig

Det kan også give god mening at bruge nogle penge på at renovere dit køkken, bygge en ny terrasse eller et nyt badeværelse. Din bolig vil nemlig stige i værdi, hvis du forbedrer den, og derfor kan dette være en smart måde at undgå negative renter på.

Kan man trække negative renter fra i skat?

Negative renter er fradragsberettigede, og du kan derfor trække dem fra i skat. Ligesom du skal betale skat, hvis du får positive renter i banken for dine penge, kan du altså ligeledes trække negative renter fra i skat gennem dit rentefradrag.

Hvis du har en konto med negative renter, så indgår disse renteudgifter nemlig i din kapitalindkomst, og du vil derfor få et fradrag på omkring 34%.

Fik du svar på alle dine spørgsmål om negative renter?

Jeg håber, denne artikel har gjort dig klogere på negative renter. Hvis du dog har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os i chatten her på siden eller sende os en mail.

Del på: